Naar inhoud springen

rufte

Van Wiktionary

Mofers

[bewirk]

Wirkwaord

[bewirk]

Lemma

[bewirk]

rufte /røftə/

  1. (óneuvergenkelik) eine laote vlege (van 'nen drieët)
  2. (synoniem) anger waord veur stinke
Aafbraeking
  • ruf-te
Aafleijinge

Verveuging

[bewirk]
ich doe det veer geer zie deilwaord
radikaal liaison radikaal liaison radikaal liaison radikaal liaison radikaal liaison radikaal liaison radikaal liaison
hujigen tied sjrif ruf rufs ruf rufte ruften ruf rufte ruften ruftendj
IPA /røf/ /røv/ /røfs/ /røvz/ /røf/ /røv/ /røftə/ /røftən/ /røf/ /røv/ /røftə/ /røftən/ /røftəɲɟ/
vergangen tied sjrif rufdje rufdjen rufdjes rufdje rufdjen rufdje rufdjen rufdje rufdjen rufdje rufdjen geruf
IPA /røvɟə/ /røvɟən/ /røvɟəs/ /røvɟəz/ /røvɟə/ /røvɟən/ /røvɟə/ /røvɟən/ /røvɟə/ /røvɟən/ /røvɟə/ /røvɟən/ /ɣə'røf/ /ɣə'røv/
gebi-jjendje wies sjrif ruf! rufte-v'r ruftj!
ruf!
IPA /røf/ /røv/ /røftəvər/ /røfc/
/røf/
/røvɟ/
/røv/
substantivering infinitief gerundium I gerundium II supinum participium
radikaal liaison radikaal liaison radikaal liaison radikaal liaison radikaal liaison
sjrif rufte ruften geruf ó rufte ruften ruftentaere ruftentaeren gerufte geruften
IPA /røftə/ /røftən/ /ɣə'røf/ /ɣə'røv/ /røftə/ /røftən/ /røftən̥'tɛ̀:re/ /røftən̥'tɛ̀:ren/ /ɣə'røftə/ /ɣə'røftən/

Zelfstenjig naamwaord

[bewirk]

Neet-lemma

[bewirk]

rufte ó /røftə/

  1. (gerundium) gerundium II van rufte
Raod

Deze vorm (gerundium II taenge I) geldj es (neutraal) spraokgebroek sónger negatieve bieklank.

Aafbraeking
  • ruf-te

Verbuging

[bewirk]
inkelvaad mieëvaad
radikaal liaison radikaal liaison
nom. sjrif rufte ruften
IPA /røftə/ /røftən/
dim. sjrif
IPA
dat. sjrif rufte ruften
IPA /røftə/ /røftən/


Wirkwaord

[bewirk]

Neet-lemma

[bewirk]

rufte /røftə/

  1. (neet-lemma) mieëveljigen ieëste-persoeansvorm (veer) innen hujigen tied van rufte
  2. (neet-lemma) mieëveljigen derdje-persoeansvorm (zie) innen hujigen tied van rufte
Aafbraeking
  • ruf-te

Zelfstenjig naamwaord

[bewirk]

Neet-lemma

[bewirk]

rufte /røftə/

  1. (neet-lemma) mieëvaadsvorm van ruf
Aafbraeking
  • ruf-te